Mennesker

Wila A/S: Mennesker og maskiner

Menneskerne – medarbejderne, kunderne, samarbejdspartnerne – er kernen af det hele hos Wila A/S, og det må ingen være i tvivl om. Derfor taler vi hos Wila A/S ikke bare om mennesker og maskiner. Det er to uundværlige elementer i vores arbejde, men det er vigtigt at understrege, at uden menneskerne havde vi altså heller ikke maskinerne.

Bag selv vores mest intelligente robotter står et endnu mere intelligent menneske.

Den stolthed og det engagement, som medarbejderne udviser, sikrer vores kunder et godt produkt der til fulde lever op til kvalitetskravene. Samtidig får kunderne en oplevelse ved at arbejde med os. Her er kompetente medarbejdere i velorganiserede og velfungerende teams, som alle er båret af lysten til at yde det bedste hver dag for vores kunder og for os selv.

Sådan har vi arbejdet siden 1998, og vi har altid sat en dyd i at levere den aftalte kvalitet til tiden.

 

Vores medarbejdere

Stolthed, håndværksmæssig dygtighed og sund fornuft er nøgleordene for alle medarbejderne hos Wila A/S, uanset om der er tale om produktion, administration eller montage. 

Det er selvfølgelig nemt at påstå, at ens medarbejdere er den største grund til succes, og vi forsøger hver dag at sætte handling bag ordene, når vi siger, at arbejdsglæde og trivsel hos vores medarbejdere står øverst på dagsordenen her i huset. 

Det er et vigtigt fokus at fastholde i en verden, hvor maskiner fylder så meget, som de gør – især her hos os selv.

I produktionen beskæftiger vi ca. 60 faglærte og fagstolte medarbejdere samt otte lærlinge. Her er smede og industriteknikere. Vi uddanner inden for begge fag. I produktionen arbejder vi i selvstyrende grupper. Alle projekter hører til én erfaren medarbejder i administrationen, mens produktionen selv står for selve fremstillingen.

I administrationen arbejder 14 personer med hver sit speciale, og her holder vi nøje styr på processen lige fra første kontakt med kunden til overdragelse af det færdige projekt.

Endelig har vi vores montører på fabrikken, som er gjort af et særligt stof. Udover deres høje faglighed besidder de en ganske særlig evne til at løse problemer on-the-spot. Vi monterer i hele verden - året rundt.

 

Vores samarbejdspartnere

Hos Wila A/S producerer vi maskiner, tanke samt øvrige komponenter i alle størrelser i rustfrit stål til samarbejdspartnere, primært inden for fødevarebranchen. Vi indgår som et led i fødekæden af en lang række produkter inden for fødevarer, medicin og meget mere. En vigtig egenskab i de samarbejder er naturligvis vores produkter, som skal leve op til de højeste standarder inden for især hygiejne og sikkerhed. Det har vi omtrent 75 skarpe medarbejdere til at sørge for, at vi overholder lige fra første til sidste led af produktionen.

På den anden side af bordet eller telefonlinjen sidder vores kunder, som også mest af alt er mennesker. Det er mennesker, vi handler med, laver aftaler med, interagerer med, (videre-)udvikler vores produkter sammen med og meget mere.

Hos Wila A/S er det vigtigste for os ikke at få ordrer i bogen. Det er til gengæld at sørge for, at de ordrer vi får, alle bliver behandlet topprofessionelt og med højeste prioritet. Vi kan nemlig godt lide, at vores kunder ser os som en partner, de ønsker at handle med.

De menneskelige relationer er noget af det vigtigste, når vi har med kunder og øvrige samarbejdspartnere at gøre. Det gør sig i øvrigt også gældende i de samarbejder vi indgår i med Silkeborgs sportsklubber. Wila A/S støtter stærkt og stolt op om Silkeborgs foreningsliv samt de tre store håndbold- og fodboldhold, der er med til at sætte Silkeborg på danmarkskortet.

Det gør vi både for at støtte klubberne økonomisk, men bestemt også for vores egen skyld. Partnerskaberne med Silkeborg IF, BSV (Bjerringbro-Silkeborg) og Silkeborg-Voel KFUM hjælper os til at kunne tilbyde vores dedikerede medarbejdere nogle gode oplevelser uden for kontoret og produktionshallens mure.

Vi kan også godt lide at have indflydelse og være med til at styre udviklingen for byens professionelle sportsklubber, hvorfor vi omkring årsskiftet 2018/19 øgede vores engagement i dameligaklubben Silkeborg-Voel, så vi nu er en af i alt tre hovedsponsorer i klubben. Sammen med JYSK og Alm. Brand skal vi hjælpe klubben endnu et stykke mod toppen af dansk håndbold og være med til at skabe bedre og mere professionelle forhold for menneskerne i klubben lige fra spillere, trænere, frivillige og administrative medarbejdere.

Den udvikling glæder vi os til at være en endnu større del af, ligesom vi glæder os til at komme tættere på menneskerne i både Silkeborg-Voel og hos vores hovedsponsorkollegaer.

 


Klik på billedet for at aktivere det