Lars var død i 12 minutter: Jeg føler, jeg er blevet genfødt

---

Sådan skriver Midtjyllandsavis. Vi bringer her hele historien, som er skrevet af Peter A. Sørensen (pas@midtjyllandsavis.dk)

---

Klokken 17.10 på en vinterkold mandag sad han ved spisebordet med sin kone Jette, der var på vej ud for at løbe en tur med naboen. Hun kom aldrig ud på den tur.

For mens Lars Lauridsen spiste et stykke knækbrød, blev alt pludselig sort, og han sank sammen på trægulvet i hjemmet i Hvinningdal.

– Jeg havde ikke været sløj op til, og jeg var ikke ramt af stress på arbejdet. Det skete bare lige pludselig, konstaterer Lars Lauridsen, da han kommer med en kop kaffe til sin gæst fra avisen.

Hans stemme er rolig og afklaret, når det gælder de faktiske detaljer om hjertestoppet.

– Jeg når lige at sige, at jeg bliver dårlig. Jeg nåede at mærke, at jeg blev varm i hele kroppen. Det skete i den stol, du sidder i, konstaterer han med blikket på journalisten, der sidder ved spisebordet.

Hans kone ringede straks 112, mens han selv lå bevidstløs på gulvet. Ambulance og lægeambulance var lige i nærheden og var fremme på godt tre minutter.

– Da ambulanceredderne kommer, måler de på mine tal og kan ikke rigtig finde ud af, hvad der er sket. Det kan både være en blodprop i hjernen eller en hjerneblødning, men de er ikke så bekymrede, fordi jeg er vågen igen. På det tidspunkt kommer en ældre læge. Ambulancefolkene vil køre mig til Viborg, men den ældre læge siger nej. Han vil have mig til Skejby med det samme, selvom det er en travl dag. Det reddede nok mit liv, konstaterer Lars Lauridsen, der kun tåget husker detaljerne, men har fået dem genfortalt efterfølgende.

På Skejby har han det i første omgang ganske godt, men han er forvirret og nervøs. Da han får behov for at tisse, bliver han pludselig dårlig igen.

– Jeg får lige sagt til sygeplejersken: »Kan man godt blive dårlig, når man ligger ned«, og så får jeg hjertestop. Var jeg ikke nået til Skejby, var jeg nok død i dag, fortæller Lars Lauridsen.

Søn besvimede

På det tidspunkt er hans kone og søn kommet ind på stuen. De får et chok, da stuen fyldes af læger og sygeplejersker, der kommer løbende på grund af hjertestop-alarmen. I hospitalssengen giver en læge med hænderne hjertemassage til Lars Lauridsen. Det står på i 12 minutter, hvor lægerne længe ikke kan få hjertet i gang igen.

– Da jeg vågner, har jeg mega-ondt i brystet, og en sygeplejerske står og lyser mig i øjnene. Så hører jeg en læge sige: »Så er der liv«. Det er det første, jeg husker, men jeg er selvfølgelig meget forvirret, konstaterer Lars Lauridsen, der i fire måneder efterfølgende spiste morfintabletter på grund af smerter i ribben og bryst efter hjertemassagen. 

Han får tårer i øjnene og grødet stemme, når samtalen også handler om børnene og hans kone, Jette.

– Da min søn og Jette kommer ind igen, besvimer min søn, Det var hårdt for dem at se, hvad der skete, siger Lars Lauridsen.

Han var ekstremt træt i timerne efter hjertestoppet, men samtidig betød adrenalin og nervøsitet, at han ikke ville lægge sig til at sove. Han frygtede, at det kunne ske igen.

– Jeg ville ikke tage sovepiller, men lægen sagde til mig, at jeg bare skulle sove. »Vi skal nok få gang i dig, hvis der sker noget«, fortæller Lars Lauridsen, der den første nat sov med de plader på brystet, som lægerne bruger i forbindelse med stød fra en hjertestarter.

Hans situation er identisk med fodboldspilleren Christian Eriksen, der også var rask og rørig, men som pludselig fik hjertestop. Som Christian Eriksen fik heller ikke Lars Lauridsen en såkaldt nærdødsoplevelse.

– Der var ikke noget lys i en tunnel. Det var mere en drømmeløs søvn. Jeg kan ikke huske noget fra de 12 minutter, hvor jeg var død, konstaterer han.

Tiden efter

En så voldsom oplevelse som et hjertestop sætter sine spor i tiden efter. Ikke kun fysisk. Lars Lauridsen oplevede et tankemylder, der var svær at få bugt med, men læger, psykologer og ikke mindst Balle-præsten Lars Kirkeby var med til at få ham på ret spor igen.

– Det var en mandlig sygeplejerske, der sagde: »Lars, har du ikke lyst til at snakke med en præst?«. Det blev en megafed oplevelse for mig, og jeg vil anbefale det til andre i samme situation. En snak om døden og sårbarhed var vigtig for mig, og det satte mange ting på plads, var hans erfaring.

Familien har et særligt forhold til Lars Kirkeby, som har døbt og konfirmeret parrets tre børn og har hjulpet med anden sorg i familien. 

– Det var en god helingsproces for mig. Systemet i Danmark er i det hele taget helt fantastisk. Jette og børnene fik med det samme krisehjælp, og jeg har længe fået hjælp fra både en psykolog og ergoterapeut. Man bliver passet på, når sådan noget sker, konstaterer han.  

Ligesom Christian Eriksen

I dag ved lægerne stadig ikke, hvorfor Lars Lauridsen fik hjertestop. Som med Christian Eriksen. Men som med den kendte fodboldspiller fik Lars Lauridsen efterfølgende indopereret en ICD – en lille hjertestarter – der giver et stød, hvis hjertet stopper. Det er ikke sket siden.

– Christian Eriksen kalder den sin lille ven. Jeg kalder den min lykkeamulet. Jeg er meget glad for, at jeg har fået den. Lægerne har også overbevist mig om, at jeg ikke skal være bekymret over, at det kan ske igen. Så det er jeg ikke!

Lars Lauridsen blev sendt hjem fredagen efter sit hjertestop.

Her sagde en læge til mig: »Kig mig i øjnene, Lars. Du skal ikke være bekymret. Du er i sikker havn med din icd, så du skal leve dit liv.« Det gav mig ro på. 

– Jeg har en lille grøn ICD-kasse herhjemme, der trådløst sender signaler fra hjertestarteren til sygehuset i Skejby. Den vågner, hvis der sker noget uventet. Jeg har også en knap, jeg kan trykke på, så de kan tjekke mine tal, og jeg kan høre, om alt er ok. På den måde er jeg meget tryg, siger Lars Lauridsen.

Han har fået fysiske men efter hjertestoppet. Ikke nogen man som gæst bemærker. Med hans egne ord nulstillede hjertestoppet hele systemet, og han bliver aldrig helt den samme som før.

– I den første tid skulle jeg sammen med en ergoterapeut lære at sætte billeder sammen igen. Jeg skulle lære at regne, selvom jeg ikke var helt på nul her. Jeg var også igennem Silkeborg Kommunes online-hjernetræning, hvor man får lært at sætte tingene sammen igen. Det var fantastisk, siger Lars Lauridsen med et af samtalens mange smil.

Motion er i dag blevet en fast støtte. Han går 70-80 kilometer om ugen. Rådet fik han fra en sygeplejerske, der mødte ind på sin fridag på Skeby for lige at sige farvel og give et vigtigt råd. Hans fysiske form er i dag markant bedre end før hjertestoppet. 

– Frem til 1 oktober missede jeg kun en dag. Ellers gik jeg fem, seks syv kilometer hver dag, efter jeg var kommet i form. Samtidig har golfspillet reddet mig. Det gjorde, at mine tanker kommer et andet sted hen. Så man skal sørge for at komme ud og ikke sidde herhjemme, lyder rådet fra Lars Lauridsen.

Ramt af hjernetræthed

Men han er ikke tilbage på fuld styrke. Han lider af træthed i hjernen og tinnitus, og det er årsagerne til, at han stopper som salgsdirektør på sin virksomhed Wila til sommer. Den ejer han stadig 55 procent af.

I første omgang arbejder han hjemmefra med mindre projekter, men om fem-seks måneder er det slut. 

Det er ikke nemt at tage ind for en mand, der har haft job og firma som en stor del af sin identitet.

– Jeg har altid arbejdet meget. Det var mit liv, og jeg har været »Lars-Wila« i mange år, men nu skal jeg skabe min nye identitet. Det er svært både privat og arbejdsmæssigt. 

– I de første måneder efter mit hjertestop fik jeg mange besøg. Mange kom og gik ture med mig. Men det stopper naturligt. Folks liv går videre, og det er helt ok. Men det er noget, jeg skal vænne mig til. Min telefon ringer ikke mere, siger Lars Lauridsen uden at lyde det mindste bitter.

Familien er vigtigst

I dag er han i det hele taget en forandret mand. Andre ting fylder i hans liv.

– I tiden efter hjertestoppet tænkte jeg meget over alle de ting, jeg var tæt på ikke at opnå. Derfor betyder familien endnu mere for mig i dag. Jeg vil være der for min kone og mine børn, og jeg glæder mig til en dag at få børnebørn. Det vil jeg ikke gå glip af, og jeg har jo stadig en tredjedel af mit liv tilbage. Håber jeg.

Tårerne kommer frem igen, når han fortæller, hvordan familien med børnene Line, Sara og Rasmus kom gennem et svært år.

– Børnene er kommet godt igennem det, men det skyldes først og fremmest min kone Jette. Hun har været fantastisk. Det er helt enestående, hvad hun har gjort for vores familie, lyder det. Nu bliver stemmen grødet.

– Hun holdt sammen på det hele, og sammen har vi snakket meget med vores børn om, hvor sårbare vi er som mennesker. Vi tog på mange ture med familien for at være sammen, siger Lars Lauridsen.

Trods den voldsomme oplevelse føler han sig i dag heldig. Han er i live og har det på de fleste parametre godt.

– Kun cirka 15 procent overlever et hjertestop, så taknemmeligheden fylder meget i mig. Nogen holdt hånden over mig. Det er også derfor, jeg har lyst til at fortælle min historie, siger Lars Lauridsen.