Nyt lærlingenetværk kom godt fra land

Oprettet d.

Nyt lærlingenetværk kom godt fra land

Wila A/S mødtes onsdag den 8. maj med mestre og lærlinge fra en lang række virksomheder i forbindelse med SIFs kamp mod Thisted på JYSK park for at kickstarte et nyt netværk netop for lærlinge i Silkeborg.

Wila har sammen med en række andre håndværksfaglige virksomheder bakket op omkring initiativet til et nyt netværk for lærlinge i Silkeborg med det overordnede formål at øge stoltheden omkring de håndværksmæssige erhverv.

Lærlingenetværket mødtes første gang onsdag den 8. maj på JYSK park i forbindelse med SIFs kamp mod Thisted i 1. Division. Her var flere end 100 lærlinge og deres mestre samlet til byggehygge, snak på tværs af håndværk, en traditionel stadionplatte og til slut en god fodboldkamp, som med en 5-0 sejr til SIF var med til at sætte en flot prik over i’et på netværkets første arrangement.

Det nystartede netværk tager naturligvis udgangspunkt i den faglighed, der binder lærlinge og mestre sammen, men det handler også om oplevelser, inspiration og sjovt og hyggeligt samvær med kolleger inden for håndværksbranchen.

Formålet med lærlingenetværket er at skabe endnu mere stolthed omkring det at være håndværker samt at give lærlinge en bedre forståelse for andre håndværksfag. Det er virksomhederne, der betaler for deres lærlinge, da det skal være et ekstra tilbud for lærlinge, som de får med i lærlingepakken.

Ved at lære lærlinge fra andre virksomheder og brancher at kende, får lærlingene en større forståelse for arbejdspladsen og de sammenhænge, de indgår i som håndværkere. De bliver styrket fagligt og socialt, og de får indblik i, hvad elektrikerne, tømrerne, smedene går og laver.

Det er håbet, at gode, tværfaglige oplevelser og et stærkt netværk kan bidrage til, at flere unge får øjnene op for erhvervsuddannelserne, og at det bliver mere attraktivt at vælge en erhvervsuddannelse. 

Netværket er etableret af ErhvervSilkeborg samt en række håndværksmestre/virksomhedsejere fra forskellige brancher med opbakning fra Silkeborg Kommune.

Wila A/S har I øjeblikket tilknyttet otte lærlinge (seks smede og to industriteknikere), hvoraf de tre lærlinge deltog i arrangementet den 8. maj sammen med deres mester hos Wila, Lars Nielsen.

Læs mere om arrangementet og se billeder her.

Initiativgruppen består af:

Lars Nielsen, Wila A/S
Kim Friis Lund, TIKMA
Morten Bjerre Lundby, Murerfirmaet Lundby A/S
Allan Gjerulff, Gjerulff Tømrer og Glarmester A/S
Lars Thomsen, Kjellerup VVS
Morten Brix, Brix Smedeforretning
Jesper Vang Falkenberg, College360
Peter Fabricius, ErhvervSilkeborg
Lone H. Pein, ErhvervSilkeborg