Wila A/S gearer organisationen til ambitiøs strategisk rejse

Oprettet d.

Wila A/S gearer organisationen til ambitiøs strategisk rejse

Wila A/S gearer organisationen til ambitiøs strategisk rejse

 

Wila A/S er på en strategisk vækstrejse og ansætter nu Steen Nordmark i en nyoprettet stilling som CCO. Opgaven for den nye CCO bliver at udnytte det potentiale, der især findes internationalt.

 

Det er med stor glæde, at Wila A/S præsenterer Steen Nordmark som CCO. Han tiltræder den 1. juni 2020 og skal som kommerciel ansvarlig sætte en retning, der skal fordoble omsætning og indtjening. Steen Nordmark bliver sideordnet med virksomhedens grundlægger Lars Lauridsen, der i dag er salgsdirektør.

 

Wila A/S har gennem snart 20 år formået at vækste kontinuerligt, så virksomheden i dag er repræsenteret i 24 lande. Væksten er kommet ved gode gammeldags dyder, der er forankret dybt i virksomhedens kultur, hvor ordentlighed, ordholdenhed og vedholdenhed er en stor del af virksomhedens DNA.

 

– Vi er i dag stærkt repræsenteret i de segmenter af fødevare- og mejeriindustrien, der har brug for højteknologiske løsninger og komponenter af rustfrit stål til flydende produkter. Med Steen i spidsen vil vi forstærke vores proaktive og strategiske salgsindsatser. Vi vil i særlig grad have fokus på en større international tilstedeværelse og salg til ingrediensindustrien, hvor vores trykrør, rørkølere, membranfiltreringsanlæg og mange andre produkter er en-til-en kompatible, lyder det fra CEO i Wila A/S, Ilhami Alici.

Som CCO bliver Steen Nordmark leder for salgs- og konstruktionsafdelingen, der er kundernes primære kontaktpunkt i Wila A/S.

 

Steen Nordmark kommer fra en stilling som Managing Director i Caldic Ingredients Denmark A/S og har en lang karriere inden for fødevareindustrien. De sidste mange år i ledende stillinger. Han har derfor en viden og erfaring fra den anden side af bordet, der gør, at han er den rette til at styrke salgs- og konstruktionsafdelingen i Wila A/S.

 

– Jeg glæder mig til at sætte den viden og erfaring i spil, som jeg har fra fødevareindustrien. Det bliver en spændende strategisk rejse, hvor mit fokus ikke kun er rettet ud mod markedet. Det vigtigste for mig er, hvordan vi får holdet af medarbejdere godt med i hele den strategiske proces, siger Steen Nordmark.

 

En udtalelse, der falder helt i tråd med mindsettet i Wila A/S - ’Innovation - driven by people’.

 

– Jeg er imponeret over, hvordan Lars har drevet virksomheden. Nu skal vi i gang med næste del af rejsen, hvor vi skal ud på nye markeder og ud til nye kunder. Jeg ser virkelig frem til at tage det næste skridt sammen med Lars, Ilhami og ikke mindst alle mine kommende kollegaer, slutter Steen Nordmark.

 

Steen Nordmark, er 54 år og bor i Silkeborg sammen med hustruen Susanne, der er personalekonsulent i Silkeborg Kommune. Parret har sammen tre voksne sønner.

 

Wila A/S udvikler og producerer højteknologiske løsninger og komponenter af rustfrit stål til brug inden for blandt andet fødevare-, pharma- og målingsindustrien. Virksomheden blev grundlagt i 1998, har ca. 75 medarbejdere og ligger i Silkeborg. Læs mere på www.wila.dk.

For nærmere oplysninger kontakt: Ilhami Alici, CEO – +45 5151 6785