INOX: Et stærkt værdimatch og gensidig respekt

Oprettet d. under Leverandør

INOX: Et stærkt værdimatch og gensidig respekt

INOX: Et stærkt værdimatch og gensidig respekt

”Vi har så stor tillid til vores samarbejde med Wila, at vi altid har produkter på lager, så vi hurtigt kan levere til dem, også når der af og til opstår et behov ud over det sædvanlige,” fortæller eksportchef ved INOX A/S Mads Kasper Jensen.

Wila A/S køber en stor del af vores rustfrie stål hos INOX i Ry. INOX er en fuldproduktgrossist inden for rustfrit stål, som leverer produkter inden for fire hovedkategorier: stangstål, plader, rør og fittings.

”Wila A/S er en kunde, vi har stor respekt for. Både for den store vækst, de fortsat er i og som vi da også kan mærke hos os, og for deres måde at drive forretning på. Vi møder nogle medarbejdere, der bærer virksomhedens DNA og formår at sætte handling bag strategien om at være ærlig, retfærdig, ordentlig og ikke snyde nogen. Det sætter vi stor pris på hos INOX, for det er også sådan, vi gerne selv vil være,” siger Mads Kasper Jensen, der har haft ansvaret for INOX’ del af samarbejdet siden begyndelsen tilbage i 2003.

”Vi har måttet tilpasse os mange gange i løbet af vores mangeårige samarbejde med Wila for at kunne fortsætte med at levere rustfrit stål til dem i takt med, at de har flyttet sig milevidt og udviklet både produkter og processer. Her er det ekstremt vigtigt med en god og tillidsfuld relation, hvor både Wila og vi kan holde hinanden orienteret om fremtidige hændelser, der har betydning for vores samhandel,” forklarer Mads Kasper Jensen.

INOX er en del af den italienske familieejede Valbruna Group og dermed del af et større produktionsapparat, hvilket gør det muligt altid at skaffe netop det, deres kunder har brug for.

”Det er sjældent, at INOX køber produkter i Danmark, men når vi engang imellem har et behov, som Wila kan hjælpe os med, er vi mere end trygge ved at bytte roller og handle hos dem frem for at søge hos deres konkurrenter i udlandet,” fortæller Mads Kasper Jensen og uddyber INOX’ og Wilas brede snitflade af værdier og strategiske arbejdsmetoder.

”Vi gør hos INOX et stort stykke arbejde for at opnå større og større effektivitet og nå mest muligt med færrest mulige midler. Det betyder mere automatisering og digitalisering, og på det punkt har Wila altid været blandt de mest fremdriftende og risikovillige af vores kunder. Men et godt samarbejde handler ikke kun om at automatisere og digitalisere. Det handler også om mennesker og om at bevare de gode relationer og følge aktivt med i hinandens udvikling. Derfor besøger vi jævnligt Wila for at være forberedt på deres næste skridt og for altid at have de varer på lager, de har brug for.

INOX’ værdier og måden de opererer på minder med deres fokus på ansvarlighed, teamånd, udvikling, kommunikation og resultatorientering meget om den måde, vi driver forretning på hos Wila A/S. Blandt andet derfor er INOX også en leverandør, vi hos Wila er glade for at samarbejde med, og det går heldigvis begge veje.

”Wila er med Lars Lauridsen bag roret en rigtig god samarbejdspartner for os, som vi er stolte af at have et så nært samarbejde med,” siger Mads Kasper Jensen.

 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar